Kullamannen - UTMB 20k Race

Kullamannen - UTMB 20k Race

Placering: Båstad, Sverige.

Løb: 20k UTMB World Series event.

Løbstype: Trailløb.

Sværhedsgrad: Begynderniveau.

Hvad er Kullamannen

Kullamannen 20k er et 20 km løb i UTMB World løbsserien. Det betyder, at efter gennemførelsen af Kullamannen 20k får man en UTMB index score og 1 running stone. Hvilket også var grunden til, at jeg valgte at tage til Sverige for at løbe 20 km. Min langsigtede plan er at løbe CCC UTMB finalen, altså et 100 km løb, men til det skal man kvalificere sig, og det kræver sten og index. Du kan se mere om det på UTMBs hjemmesideKullamannen 20k løbere på ruten

Ruten

Ruten strækker sig over 22 kilometer gennem Båstads smukke natur. Du starter nede i Båstads havn, hvor der også er mulighed for at hente dit bibnummer og finisher-t-shirt efter løbet. Du kommer til at løbe på skovstier, skråninger, asfalt (da du kommer igennem, hvad der ligner et sommerhusområde) og på strandstier langs havet.

Ruten er IKKE teknisk svær på nogen måde, og man kan også sagtens slippe afsted med at tage et par almindelige løbesko på - med mindre det har regnet, så er trailsko at foretrække. Hvis man er interesseret i højdeprofilen fra Kullamannen ruten 2024, så kan I se billedet nedenfor. 20k ruten er ikke særlig krævende ift. højdemeter, hvilket også gør det super begyndervenligt eller hvis man vil have en hurtig tid. Kullamannen 20k løbere på ruten

Forberedelse

Selvom Kullamannen ikke er det mest tekniske løb, er det stadig 22 km, man skal løbe. Det betyder også, at det kræver en lille smule træning inden selve løbet, hvis man gerne vil have en god oplevelse. At have en lille smule trailerfaring hjælper selvfølgelig, men i min optik er det slet ikke et krav!

Mit udstyr

Min oplevelse

Personligt var jeg kun taget til Kullamannen for at samle sten, men når man har fået bibnummer på maven, så er det svært ikke at give den alt, man har! Så det blev også planen. Jeg havde faktisk også været inde og kigge på de tidligere års vindertider, og det lignede, at en top 3 placering var godt inden for rækkevidde. Det skulle dog vise sig at blive noget af en udfordring. Kroppen efter 3 km havde ikke rigtig nogen energi, så allerede her vidste jeg godt, at det ville blive en hård tur.

En ting jeg hurtigt kom til at fortryde, var at være hoppet i et par trailløbesko. Det havde nemlig ikke regnet, så det ekstra greb havde man ikke rigtig brug for. Jeg havde haft mere brug for noget energireturering fra fx et par Vaporfly 3 - personen, der snuppede 4. pladsen fra mig, løb faktisk i et par Vaporflys og havde, hvad jeg kunne se, INGEN problemer i skoven.

Man kommer også ned og løber på en lille "strand-sti" ved vandet. Her kommer der flere små områder med sand. Heldigvis er de ikke længere end ca. 10-15 meter, så man bliver ikke helt ødelagt af dem.

Overordnet syntes jeg, at Kullamannen var et super sjovt løb, og stemningen var også helt i top! Med startceremoni og dramatisk musik.

Kullamannen 20k løbere på ruten

Påkrævet udstyr til Kullamannen 20k

  • En smartphone, der er kontaktbar før, under og efter løbet.
  • Gemt under kontakter i din smartphone "Kullamannen by UTMB emergency nummer" +46-709-66 60 97.
  • Løbet skal startes med +95% strøm på telefonen.
  • Telefonen skal være tændt under HELE løbet.
  • LiveTrails app skal være downloaded og opsat inden start. Appen startes inden løbet skydes i gang.
  • En sammenklappelig kop på minimum 15 cl/5 oz.
  • En fløjte.

Andre praktiske informationer

  • Registrering: UTMB registreringsside
  • Pris: Omkring 1.144,50 SEK (afhænger af, hvornår du tilmelder dig).
  • Transport: Vi kørte i bil derover.
  • Parkering: 800 m fra Båstad havn er der en stor græsplæne, der bliver lavet om til parkeringspladser på løbsdagen. Det er gratis at holde her.
Tilbage til blog